Pont au Change, en forbindelse mellem Centre Pompidou og Latinerkvarteret

Pont au Change forbinder Île de la Cité, fra Justitspaladset, Conciergeriet og Handelsretten, med højre bred ved Théâtre du Châtelet. Den ligger på grænsen mellem 1. og 4. arrondissement i Paris.

Dens tvillingebro, Pont Saint-Michel, fortsætter dette perspektiv på den anden side af Seinen mod syd. Den forbinder boulevard du Palais, som passerer foran Justitspaladset, med Place Saint-Michel (i Latinerkvarteret på venstre bred).

Pont au Change, også kaldet Pont-aux-Changes, er en af de syvogtredive broer i Paris, der spænder over Seinen.

Den forbinder Quai de la Mégisserie, Quai de Grèves og Place du Châtelet (højre bred mod nord) med Quais de Corse og de l’Horloge på Île de la Cité (venstre bred mod syd).

Broens piller bærer bogstavet N fra Napoleon, kronet med laurbær, udført af Cabat.

Pont au Change, over Seines hovedløb, ligger nedstrøms for Pont Notre-Dame og opstrøms for Pont Neuf
Broen fra det 9. århundrede
Den første bro, der blev bygget her i det 9. århundrede under Karl den Skaldedes regeringstid, hed "Grand-Pont", i modsætning til "Petit-Pont", som krydser Seinens lille løb syd for Île de la Cité. I dag er det Pont Saint-Michel.

Som de fleste broer fra den tid bar Pont au Change også huse og butikker.
Seinens oversvømmelser, som ikke er noget nyt
Oversvømmelserne i 1196, 1206 og 1280 ødelagde seks buer. Da den blev genopbygget, blev den skyllet væk af den i december 1296. I 1280 gik Seinen atter over sine bredder. Gilles Corrozet skriver: "I året 1280 var Seinen så stor i Paris, at den brød den store bue på Grand-Pont, en del af Petit-Pont og indesluttede hele byen, så man ikke kunne komme ind uden båd."

Den blev erstattet af en ny Grand-Pont, som senere blev til "Pont-aux-Changeurs". Lidt længere nede ad floden blev Pont aux Meuniers også bygget. I det 14. århundrede tilhørte en del af de møller og bygninger, der var opført på denne bro, Kapitelhuset ved Notre-Dame i Paris. Denne bro blev brugt til at komme til Notre-Dame ved de kongelige indtog. Fuglesælgere skulle da slippe to hundrede dusin fugle forbi processionens passage, i bytte for tilladelsen til at drive deres handel på broen om søndage og helligdage.

Oversvømmelserne fortsatte. Pont au Change mistede to piller under oversvømmelsen i 1616. Den blev ødelagt i løbet af natten mellem den 23. og 24. oktober 1621 af en brand, der spredte sig fra den nærliggende Marchand-bro.

De to broer blev erstattet af en midlertidig træbro, inden Pont au Change blev genopbygget på bekostning af guldsmede og juvelerer mellem 1639 og 1647.
Oprindelsen til navnet Pont au Change
Denne bro skylder sit navn til vekselererne og guldsmedene, der slog sig ned her på ordre af Ludvig VII.

Dens nuværende navn kommer af, at vekselererne, "vekselformidlerne", havde deres bænke her for at veksle penge. De kontrollerede og regulerede gælden for bondesamfundene på vegne af bankerne. På det tidspunkt havde guldsmede, juvelerer og vekselerer presset deres butikker så tæt sammen, at Seinen ikke længere var synlig fra broen.

Broen fra 1647 og de efterfølgende oversvømmelser
Broen blev genopbygget mellem 1639 og 1647 efter tegninger af Androuet du Cerceau på bekostning af dens beboere: stenbroen havde syv buer og var dengang den bredeste i hovedstaden (38,6 m). Den blev yderligere hårdt skadet af oversvømmelserne i 1651, 1658 og 1668.

Ved sin opførelse blev der rejst et monument på den højre bred af Seinen for at hylde den unge Ludvig XIV’s og hans forældres, Ludvig XIII’s og Anne af Østrigs, ære. Monumentet blev repareret i 1740, men ødelagt mellem 1786 og 1787. De huse, som broen bar, blev ligeledes revet ned. Maleren Hubert Robert har foreviget deres nedrivning i flere malerier, hvoraf to er bevaret på Carnavalet-museet i Paris.
Pont-au-Change under Juli-revolutionen
Under de såkaldte "Tre Glorværdige Dage" var området omkring Pont-au-Change skueplads for kampe mellem oprørere og tropper.
Pont-au-Change i 1860: Den nuværende bro
Den nuværende Pont-au-Change blev bygget mellem 1858 og 1860 under Napoleon III’s regeringstid og bærer således hans kejserlige monogram. Under arbejdet blev der opført en midlertidig bro mellem de to bredder. Efter samme model som den nye bro blev Pont Saint-Michel, genopbygget på samme tid, ført over Seinen i forlængelse af venstre bred overfor Île de la Cité, i retning mod den sydlige del af hovedstaden.

Pont-au-Change, der er 103 m lang og 30 m bred, blev bygget af ingeniørerne Vaudrey og Lagalisserie mellem 1858 og 1860. Den består af tre buer på hver 31 m (mod tidligere broers 6 eller 7), i form af en såkaldt "panierbue". Den forlænger Pont Saint-Michel, sin tvillingebror, mod højre bred.
Boghandlerne ved Pont-au-Change
Beliggende mellem Conciergeriet og Louvre har kvarteret også mange boghandler på kajerne nær broen. Siden 1578 har bøger været udstillet på Seines bredder. Tidligere bar boghandlere bøger i kasser hængende om halsen. Det skyldes navnet "halsbærere". Der var 120 af dem i 1732, og antallet voksede betydeligt efter revolutionen. I 1822 blev deres erhverv anerkendt. I 1891 fik de tilladelse til at efterlade varerne på stedet med opfindelsen af de berømte grønne kasser. Fastgjort til kajerne med hængelåse udgør de en integreret del af Paris’ historie.